Gode råd til håndtering af eksamensangst

Gode råd til håndtering af eksamensangst

februar 8, 2019 Slået fra Af Anne

Inden vi går i gang med indlægget her, så vil jeg gerne pointere, at det er helt normalt at blive nervøs inden en eksamen. Det er en ubehagelig situation, hvor man skal præstere på tid, og derefter bliver vurderet på det. At føle nervøsitet inden en eksamen, er ikke et problem, det er faktisk med til at sørge for, at du er klar til at præstere, når det virkelig gælder. Problemet med at føle nervøsitet er bare, at frygten kan udvikle sig til eksamensangst, som blandt andet kan påvirke ens resultater. Undersøgelser viser, at det er omkring 20 % af studerende, der lider af eksamensangst. Er du en af dem? Det er jeg faktisk selv. Typiske tegn på angst er hjertebanken, kvalme, sveden og rysten, som følelsesmæssigt skaber nervøsitet, panik og frustrationer. Tegn på eksamensangst kan ligeledes være frygten for at kaste op, kvalme og koncentrations- og søvnbesvær. Det udvikler nogle negative tankemønstre, som at ”Jeg er ikke dygtig nok”, ”Jeg dumper” eller ”Jeg kan ikke huske noget, af det jeg har lært”. Hvilket med garanti ikke passer. Kan du nikke genkende til noget af dette, så er der måske noget om snakken. 

Det er stor forskel på at være nervøs og decideret føle angst. Når du føler angst i forhold til eksamen, så bliver din hjerne lammet, hvilket får den velkendte ’klap’ til at gå ned, og man mister typisk kontrollen og evnen til at koncentrere sig. Der er ikke en decideret årsag til, at nogle har tendens til at føle angst for eksamen, men det kan være fordi, man er perfektionistisk og stiller urimelige krav til sig selv. Det kan være, man har lavt selvværd, dårlige erfaringer for tidligere eksamener eller er bange for ikke at kunne leve op til det pres vi i dag føler fra vores omgivelser, som venner og familie. 

Det her vil måske hjælpe dig 

Der er i dag meget du kan gøre for at få din eksamensangst i kontrol. Nogle vokser fra den med tiden, andre har brug for ekstern hjælp. Det du selv kan gøre er, at få styr på din vejrtrækning. Dybe og beroligende vejtrækninger hjælper dig med at falde til ro. Tal eventuelt med din lærer inden eksamen, så han ved, hvor du har det. Lærere er typiske gode til at håndtere det, og forsøger at tage hensyn til problemet – de ved godt, hvordan du har det. Inddrag din familie eller venner, så du får sat nogle ord på den angst, du føler. De vil hjælpe og støtte dig, så du forhåbentlig får en god oplevelse. Undersøgelser viser, at motion inden eksamen er vigtig. Når du rører dig, så pumper hjernen endorfiner ud i kroppen, som dæmper angsten. Det kan være lige den motionsform, du bedst kan lide, som at løbe, cykle eller tag en tur i fitnesscenteret. Hør eventuelt noget mindfulness – det er en beroligende meditation, som giver indre ro. Spørg desuden lige dig dig selv, hvad det værste der kan ske er. Vend dine tanker, og det vil gå op for dig, at du formentlig er din egen værste fjende. For hvad er det værste, der kan ske? Husk på at alle bliver nervøse, det er ikke unormalt, det er ikke dig, den er gal med. 

Nogle har brug for mere hjælp end blot det ovenstående. Jeg personligt har forsøgt psykolog og hypnose. Jeg føler stadig angsten, men har fået mere styr på håndteringen af det. Derfor forsøger jeg at holde det ved lige med sidstnævnte metode en gang hvert andet år. Det koster omkring 1000 kr. pr. Gang, men jeg lover dig, det er det hele værd. For nogle hjælper det, for andre gør det ikke. Prøv det af og se om det hjælper for dig.